Dagbog fra corona-karantæne i Shanghai, Kina, den 2. marts 2021.

Så er det dag 6 efter jeg forlod karantæne hotellet, og jeg har haft nogle dage til at vænne mig til al den frihed. Og hvad så, tænker du måske. Hvad kan man i Shanghai? 

• Kan man gå på bar? Ja. 
• Kan man gå ud og spise? Yes, da. 
• Kan man gå til fitness. Oh, yes. Du skal (nogle gange) bare vise din helbredskode (en QR kode med personlige oplysninger og diverse helbredsoplysninger på mig, siden jeg kom ind i Kina og blev testet første gang), så de kan se du er ok (negativ = grøn).
• Kan man shoppe i shopping malls og butikker? Alt det du orker. Alt er åbent. Alt. 
• Ved indgangen står der måske en vagt og tager din temperatur med en lille “temperaturmåler-dims” (den lyser på dit håndled og tager din temperatur) – og du skal nogle gange også vise din helbredskode. Som skal være grøn, som i “jeg er negativ”.
• Er banker åbne? Ja, du skal blot skrive dit navn, dit tlf. nr. og måske dit pas nr. inden du går ind. Og spritte dine hænder af. Det samme gælder nogle restauranter. Men langt fra alle.
• Kan man køre i metro eller bus? Hele tiden, og som du plejer. Og der er ingen (ingen), der skal se noget eller tage nogens temperatur.

Jamen. Kan man slet ikke “se” Covid-19 i omgivelserne…? 

Jo…Næsten alle bruger mundbind. Men vi ved jo godt, fra Sundhedsstyrelsen og diverse studier, at det alene langt fra er nogen garanti mod Corona. Men altså, pænt mange mundbind, på rette sted, eller under hagen, afhængigt af om man taler i sin mobiltlf., ryger, eller er i gang med at samtale med den, man færdes med. Men jeg synes, der er pæn og god stil hvad angår mundbind. Social distance? Nja…her bliver det noget andet end det jeg er vant til fra Kolding. Noget helt andet. Og det er her, jeg mærker, at jeg bliver lidt pandemi forskrækket: ikke rigtigt afstand på metroplatforme og når vi trisser fra et tog til et andet i de endeløse gange. ikke rigtigt afstand i toget, men hverken når du står op eller sidder ned. Ingen afstand på cafeer. 

Og slet ingen afstand på det offentlige sygehus jeg var på i dag, for at blive Covid-testet. Jeg føler mig meget sikker på, at front-end personalet på sygehuset er vaccineret. 

De udsættes massivt for hundredevis af mennesker, der kommer meget tæt på, som taler til dem – måske nok med et mundbind eller to til at skærme – men overhovedet ikke med noget plastskjold eller andre værnemidler til at beskytte personalet. Så jeg tænker og håber, at personalet ER vaccineret. Men det er vi jo ikke. Altså alle os der færdes på sygehuset og skal testes for alle mulige ting, herunder Covid-19. Mennesker med forskellige uddannelser, forskellige baggrunde, forskellige bopæle….og tæt på, meget tæt på. Når jeg skal trække et nr. for at stå i kø til en Covid-19 test, når jeg skal stå i kø for at betale for min test, når jeg skal tilbage i informationen for at finde ud af, hvor jeg går hen for at blive Covid-19 testet. 

Det eneste sted, der var plastskjold og værnemidler, var faktisk udenfor sygehusbygningen, ved den pavillon eller container, hvor vi blev testet for Covid-19.

Personalet, der testede os, stak deres arme ud gennem to huller i plast/glas montren for at kunne få vatpinden langt nok ned i vores hals til at kunne tage en kvalificeret test, og få vatpinden tilbage i det rette reagensglas med vores navne på. 

Og håndsprit? Det findes slet ikke i samme omfang, som jeg husker det derhjemme. Der er masser af håndsprit på det hotel, jeg nu bor på. Jeg ser ikke så mange bruge det, dog. Og der står en flaske med håndsprit nogle steder, når man går ind på en restaurant eller i en bank. 

På torsdag bliver det spændende. Så har jeg tilbragt 14 dage i karantæne, 7 dage udenfor karantæne, fået foretaget 3 stk. Covid-19 tests, siden jeg landede den 10. februar.  Og jeg må rejse til Beijing. For (måske) at blive monitoreret igen, og (helt sikkert) testet igen.

Tror jeg. Vi får se.