Dagbog fra corona karantæne i Shanghai, Kina, den 24. februar 2021.

Mens der lige nu diskuteres i Danmark, hvad, hvor og hvem, der får glæde af en delvis genåbning – hvem får lov at åbne sin forretning, hvor kan skoler genåbnes og for hvem, hvem kan klippe mig,  hvor kan jeg genoptage træning eller fritidsaktivitet og under hvilke former – så står jeg klar til at åbne døren, tage mine kufferter og gå ud af min karantæne. 

Det er dag 14, og kl. 14 kinesisk tid, kan jeg checke ud fra karantæne hotellet. Og checke ind på et andet hotel. For jeg skal jo være her i yderligere 7 dage endnu, før jeg må rejse videre. 

Så også i mit tilfælde, kan jeg tale om “delvis genåbning”, små skridt ud af min karantæne og ud i det pulserende liv. Ligesom en gradvise genåbning i Danmark. 

Den eneste lille “hurdle” (måske) er en helbredskode, som skal være grøn. For at jeg kan checke ind på et hotel. Jeg sætter min lid til at man er hurtig og effektiv i Shanghai, som man har været med alt omkring man ankomst og karantæne. 

Imens jeg sidder og venter på friheden, følger jeg udviklingen i min fødeby, Kolding, hvor smittetallet på kort tid er eksploderet og har givet Kolding førertrøjen med flest smittede i forhold til antal indbyggere. Skoler, der var åbne for de små klasser, er igen lukkede i hele postnr. 6000. Samtidigt taler nogle politikere om en større åbning end den, der synes være lagt op til 1. marts.  Jeg forstår ikke helt, at eksemplet i Kolding eller Ishøj, ikke giver et billede af,  hvor hurtigt det kan gå den forkerte vej, der hvor vi er nu.  Jeg er med på, at vi ikke kan holde landet lukket hermetisk til alle er vaccinerede. At de selvstændigt erhvervsdrivende lider store, store tab, og at nogle vil se deres livsværk, deres indtægtskilde, deres arbejde, deres investering i deres pension – forsvinde. At de unge mistrives og savner deres venner og deres sociale aktiviteter. For ikke at tale om de gamle, dem der ikke længere selv kan gå en tur, ringe til en ven, eller tage bilen, cyklen og gå en runde i kvarteret, men sidder på et plejehjem og langsomt forsvinder. 

Vaccinationsplanen

Men jeg ser også, at de ældre i min familie, bl.a. min far, ikke er vaccinerede endnu og altså potentielt er særdeles udsatte (for nu at sige det mildt), hvis de skulle blive smittet nu. 5,73 af befolkningen er vaccineret. Og ja, det de mest udsatte, der er vaccineret. Alligevel er jeg bekymret indtil de ældre og udsatte i min familie og omgangskreds har fået et stik (eller to). 

Nå, men hvad så med Kina, tænker du måske. Hvor langt er de med at vaccinere befolkningen, som tæller den nette sum af 1,398 mia. indbyggere? Og hvilken vaccine bruger de? Denne artikel måske  give et billede af, hvor de for nu: 

New year, new outbreak. China rushes to vaccinate 50 million as holday looms.

Der har længe været talt om i diverse Wechat grupper, om man som udlænding mon ville kunne få en Covid-19 vaccine tidligere i Kina end i sit eget hjemland. Til det kan jeg kun sige, at som udenlandsdansker er jeg ikke en del af den vaccinationsplan, der for øjeblikket findes i Danmark; når regeringen siger, at “alle danskere bliver tilbudt vaccination”, så gælder det tilsyneladende ikke udenlandsdanskere. Jeg er med på, at som ikke-bosiddende i Danmark, at jeg skal betale for min vaccination (som udenlandsdanskere naturligvis skal med meget i Danmark). Men vi er ikke tænkt ind i planen. 

14 + 7 dage – delvis genåbning i Shanghai 

Nå, hvad har jeg så lært af 14 dage i mit eget selskab, lukket inde på et hotelværelse? Hvad sætter jeg pris på at kunne om en times tid?

• at kunne gå ud af en dør og lukke den efter sig
• at gå en lang tur udenfor i en park
• at se andre mennesker
• at drikke kaffe med en ven, ikke bare virtuelt, men i virkeligheden
• at spise middag med en ven, jeg har spist helt og aldeles alene 24/7 i 14 dage
• at bruge mindre tid på at strikke og se film/serier
• at bestemme hvad jeg vil spise og drikke – og hvornår

It’s an Inner Game

Det har været et spændende eksperiment. Frihed er på mange måder “et inner game”; følelsen af, om vi føler os frie eller fangede foregår jo i vores hoveder. Det har givet mig mulighed for at teste mig selv på en række områder. Det skal samtidigt siges, at jeg var forberedt. Men det har været interessant at opleve, hvad der sker, når døren ikke må åbnes, når du er i “andres vold”, når der er masser af ting, man ikke må – men stadig en hel del man stadig kan. Om ikke andet, så i tankerne. Det er den gamle snak, om glasset er halvtomt eller halvfyldt….

Vi ses derude, lige om lidt.